Årets mest populære kristne novelle – på engelsk “The Schack” (Hytten) er også en af de mest kontroversielle. Nogle sammenligner den med klassikeren “Pilgrimsvandringen”, medens andre ser det som en bog med et forvrænget bibelsyn og gudsopfattelse.
Metaforen “hytten” repræsenterer stedet, hvor folk bliver såret, og hvor de gemmer deres hemmeligheder, siger udgiveren. Hvis man vil tage et opgør med det, må man gå tilbage til dette udgangspunkt.
Genial eller gal?
På trods af novellens kontroversielle aspekter, har skarer af læsere lovprist denne fiktion omkring en mands møde med “treenigheden”, efter at hans datter er blevet myrdet. Kendte amerikanske ledere såsom James Robison samt ledere indenfor Foursquare-pinsebevægelsen, anbefaler bogen til folk, som er fanget i fortvivlelse, så de kan begynde at se op til Gud efter hjælp.
Andre ledere påpeger, at bogen forsvarer en kultur, hvor mennesker nok er interesseret i Gud, men ikke vil have noget med kirken at gøre. Udgivernes holdning er, at du kan have et udmærket fællesskab med Gud, uanset om du passer ind i den etablerede kirke eller ej. Forfatteren, William P. Young, identificerer sig øjensynligt med hus-menigheds-bevægelsen i USA, hvilket er et problem i den forstand, at bevægelsen er udpræget antiautoritær, fører en anti-institutionel retorik og er imod etablering af kirker. Det er tilsyneladende en bevægelse, der ikke har noget særligt syn om menighedens betydning.
Forvrænget billede af Treenigheden
Dertil kommer at bogen præsenterer et sløret billede af treenigheden, så den f.eks. består af ligeværdige parter. 1. kor.15 siger imidlertid, at når Kristus vender sejrrigt tilbage, vil han overgive Riget til Gud Fader (v. 24). Bogen repræsenterer altså ikke det guddommelige hieraki af treenigheden, hvilket er i disharmoni med den bibelske fremstilling. At Gud fader fremtræder i skikkelse af en kvinde virker som et paradoks mildest talt, og for andre direkte blasfemisk.
Postmodernistisk dekonstruktion
Jeg mener at bogen udtrykker den postmodernistiske dekonstruktion, hvor der sættes spørgsmålstegn ved basale, klassiske sandheder, – skrevet til en kulturkreds, der ikke ønsker at være forpligtet på et discipelskab eller at være knyttet til Kristi menighed. At nogle finder bogen berigende, er der ingen tvivl om, men når kristne tillægger den mere åndelig værdi og vægt, end det bogen egentlig bare er nemlig en fiktion, så sættes der et skred igang, hvor evangeliets sandhed og kraft kompromitteres.
- David Hansen
Tak David – for dit indlæg her… Har selv varmt fået anbefalet bogen flere steder fra, men endnu ikke læst den eller haft den i hånden. Må dog tilstå at jeg på forhånd har haft en vis skepsis, ud fra hvad jeg er blevet berettet om den. For mig virkede den ikke tiltalende umiddelbart, med det billede den beskrev treenigheden mv. Nu ved jeg mere hvad jeg går ind til, hvis jeg får den læst engang:)
Hej David
Jeg er selv i gang med at læse bogen. Umiddelbart virker beskrivelsen af Gud Fader som en sort kvinde underlig, men når man rent faktisk læser bogen og forstår sammenhængen, så virker det pludselig ikke så underligt alligevel. Hovedpersonen er uddannet præst, men har fået sat en lang række af religiøse forestilinger op i hovedet om hvem og hvordan Gud er. Gud (Papa i bogen) præsenterer sig derfor således for at konfrontere hovedpersonens religiøse forestillinger for at få ham til at se og forstå, at Gud er mere end hans forestillinger. Han prøver altså at bryde forestillingen om, at Gud er en bedstefar-type med langt hvidt skæg og dårlig hørelse. I stedet fremtræder han som en livlig sort kvinde. Jeg synes på en måde faktisk at den er god. Den arbejder godt med at få læseren til at forstå, at selvom der sker mange og onde ting for og omkring en, så er Gud stadig Gud og elsker en som man er. At ligemeget hvor meget ondt man har gjort, så elsker Han mennesket betingelsesløst, men han må tage et opgør med den synd som er i vort liv. Han elsker mennesket, men hader synden i menneskets liv.
Men som sagt, så er jeg igang med at læse den. Jeg er ikke færdig. Min hustru har tilgengæld læst hele bogen, og har været betaget af den. Den har taget nogle opgør med tanker om hvordan man forventer Gud gør tingene.
Spændene syn på den, men ud fra hvad jeg har hørt og læst omkrng, så er meningerne MEGET delte om bogen, bl.a. René Vester er meget imod
http://omvendelse.dk/Hytten%20The%20Shack.html
Samtidig et spørgsmål:
Hvis den ikke er opbyggende for den troende på bibelsk vis, hvorfor har jeg så set den inde i bogshoppen i AMC for noget tid siden? virker ikke logisk for mig.
Jeg hørte denne bog var en “bestseller om lidelsens problem”. Jeg har aldrig hørt de ord i samme sætning før, så den bog MÅTTE jeg bare læse. Tænk at nogen kunne skrive om en kærlig Gud og en ond verden, så folk anbefalede bogen til venner og bekendte.
Jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er en af de bedste bøger jeg har læst længe. Man skal selvfølge ikke læse den som en bibel – sådan er der forhåbentlig ingen der læser fiktion. Men historien emmer af seriøsitet, smerte, menneskelighed, dybde og kærlighed. Den giver nogle nye perspektiver på noget man har hørt tusind gange før. Jeg skal gladeligt anbefale den. Men ja, jeg vil da være bekymret hvis det er den eneste bog du læser.
Har som Lena fået denne bog anbefalet fra “sjældent mange” kanter. Har også, på mere nært hold, oplevet flere bekendte, der efter at have læst bogen, har oplevet deres personlige gudsliv få et “skub” i den gode retning, nærmere Jesus. Er dog også opmærksom på at flere kritiserer bogen, men har faktisk ikke mødt kritik af nogen der har læst bogen… Håber da at det er et udtryk for at sammenhængen i bogen forklarer hvorfor forfatteren har brugt de kontroversielle aspekter David beskriver. Ihverttilfælde har jeg intention om at læse bogen snarest -og jeg glæder mig.
Jeg vil starte med at sige, at jeg netop er blevet færdig med en rigtig, rigtig god bog – ”Hytten” af William Paul Young. Da jeg startede, da jeg var godt igang og da jeg lukkede bogen efter at have nydt samtlige 255 sider, som hensatte mig i tårer, smil og forundring, følte jeg på ingen måde, at det var en kristen bog, jeg havde mellem hænderne. Jeg følte mig på ingen måde manipuleret med eller stødt, på grund af personificeringen af Gud, Jesus og Helligånden. Blot følte jeg, at det ikke lød forkert, det W. Paul Young havde skrevet. Historien gjorde noget godt ved mig og det var en dejlig, skøn og smuk historie.
Da jeg havde lukket bogen, drog jeg en tur ud i cyberspace for at finde lidt mere info om forfatteren og for at finde ud af, om han havde skrevet andre bøger … Det har jeg ikke fundet ud af endnu, men jeg fandt tilgengæld ud af, at bogen har rejst et ramaskrig i den religiøse, kristne verden! What! tænkte jeg. Det passer simpelthen ikke! Men jo, den var god nok. Blandt andet går en René Vester (www.omvendelse.dk) endda så vidt i sin anmeldelse ved, i en kommentar til et udpluk fra bogen, at udtrykke sig således:
”Papas svar er en blanding af noget der er sandt, og noget som ikke er sandt. En ganske typisk måde for djævelen at forføre folk på”
Jeg kan med lidt god vilje måske godt se, altså hvis jeg virkelig vil, at er man vokset op med biblen og den opfattelse, at den er/beretter om den endegyldige sandhed, som kun kan fortolkes på én måde – nemlig den måde som det kristne fællesskab, man lever i, dikterer fortolkningen; sådan som man har lært det gennem hele livet – at så er det en værre bog. En værre historie. En trussel mod den måske strenge vej, man har fulgt hele livet. Og som er blevet sandheden for én. At man skal frygte Gud, og at biblen er sandhed og kun sandhed – ufravigeligt. Men hvem er René Vester, og alle de andre fordømmende kristne, at de så let kan udtale sig om, hvad der er sandt eller ikke sandt? Er de virkelig så meget klogere end andre bibelkyndige, som har studeret biblen og studeret den i årevis og endnu ikke kan (og har erkendt, at de højst sandsynligt aldrig kommer til det) udtale sig om den endegyldige sandhed ..?
Men jeg har – som et ganske almindeligt menneske, uden den tillærte kristne tankegang, uden den bibelske indoktrinering i min hverdag (uagtet at jeg ved at læse ”Hytten” bliver mindet om det at tro), når jeg læser og bagefter fordøjer denne smukke, smukke historie – fået en god og dejlig oplevelse af at læse W. Paul Youngs bog. En historie, som selvfølgelig har sine fejl og mangler, da intet er fejlfrit – men hvorfor fokuserer på det? Når der nu er så meget godt at fokuserer på i stedet! Hvorfor vil nogle religiøse (kristne) partout holde denne historie op imod biblen? Når biblen og måske især dem, der læser den som et livsmanuskript, netop (underforstået) ifølge denne historie ikke behøver at føle sig truet, da et af de smukke budskaber netop er ikke at dømme, ikke at gøre noget til en løgn, ikke at tvinge og nøde … Så jeg må indrømme, at jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor denne kraftige reaktion fra disse kristne, og føler mig egentlig også lidt snydt … For disse gode (i hvert tilfælde i følge dem selv) mennesker rummer åbenbart ikke engang plads til en historie (skrevet på denne måde) om kærlighed, tilgivelse, selvransagelse, -erkendelse og tillid – selvom forfatteren så klart i efterskriftet kalder det en historie (ikke en sandhed) som har hjulpet ham … I stedet vælger nogle kristne at se historien som en trussel mod biblens fortælling om Gud og Jesus … Og går så vidt som at kalde ”Hytten” for djævelskab … (Hvis jeg nu siger Muhammed-tegningerne, hvad siger I så?)
Lige præcis denne snæversynethed, denne fordomsfuldhed og selvretfærdighed, som disse kristne udviser her, er det, der som barn gjorde mig forskrækket og fik mig til at tage afstand til netop begrebet Kristendom (bare det at ordet ender på ”dom” ..?).
Jeg sad på min morfars skød, min dejlige, søde, rare og meget kristne morfar, og han fortalte som så ofte før dejlige historier om Jesus, om Gud og om mirakler. På et tidspunkt spørger jeg af barnlig nysgerrighed om, hvordan man kunne vide at Gud havde gråt skæg, når ingen havde set ham? Hvorfor at der ikke var nogen, der var stødt ind i Gud oppe i himlen, når der nu både var flyvemaskiner og rumraketter? Og sidder han virkelig på en sky? Min morfar endte med ikke at kunne svarer, således at jeg forstod ham og valgte at reagere med irritation og lettere vrede over min manglende forståelse for sandheden og sagde, at det ikke var noget man diskuterede – sådan var det bare! Og var der noget, jeg som barn (og den dag i dag) ikke brød mig om og som gjorde mig utryg, så var det, hvis jeg istedet for svar fik et: ”Fordi sådan er det når jeg siger det!” Hans påstand, og mangel på vilje til at stille – og svarer på – spørgsmål, var i høj grad med til at fjerne min barnetro …
Det er lidt den fornemmelse, jeg får nu, når jeg læser kristnes reaktion på historien om Hytten. Det lugter lidt af fanatisme, og det frastøder mig i den grad, at nogle mennesker, der sværger til biblen og en gud, som har svar på alt, alligevel tillader sig at gøre sig selv til små guder, der bestemmer hvad som er rigtigt og forkert, hvad som er sandt og hvad som er løgn. Det er blandt andet det, krige og ufred er skabt af, ikke ..?
Så hvad gør, at jeg skriver dette? Hvad gør, at jeg kommer ”op af stolen”. Jo, det at kristne, der prædiker godhed, næstekærlighed og tilgivelse alligevel skaber forvirring ved at protestere mod en bog, der intet ondt har i sig, som ikke selv har udråbt sig til en ny bibel, som ikke engang stiller spørgsmål ved biblens berettigelse, som så mange mennesker i denne verden gør. Disse Kristne mennesker reagerer på en bog fyldt med et kærligt budskab, som var det satans (findes han?) værk. Jeg bliver forarget over deres selvfede bibelcitater og mangel på indsigt og deres latterliggørelse af alle de mange, som har fået en rigtig god oplevelse af at læse bogen. Hvis kristne er bange for, at bogen skaber en ”bevægelse”, og det er en af grundene til deres behov for at latterliggøre forfatteren under blandt andet et radiointerview på nettet (http://sand.omvendelse.dk/forfatteren-af-hytten-the-shack-fortæller-hvad-han-star-for-1548.htm), så fremmer de i min verden blot tvivlen, som altså uanset hvad lever i bedste velgående, om deres kristne budskab – og den ro og sikkerhed de fortæller, de har i deres tro, bliver i mine øjne kunstig og påtaget, siden disse kristne lader sig provokere af en smuk historie.
Min dejlige onkel er – ligesom min morfar var – meget kristen og har endda mødt Jesus. Han er blevet interviewet omkring sit møde med Jesus af en større avis. Det blev til en lang artikel, som jeg ved at mange – også kristne – satte spørgsmålstegn ved. Blot udtrykte de kristne ikke deres tvivl i åbent forum. Det blev diskuteret i små kredse, hvor man i sikkerhed kunne udtrykke sin tvivl omkring min onkels fortælling uden at der af den grund blev draget tvivl om deres egen tro på Jesus. Om min onkels møde med Jesus er sandt eller ej tager jeg ikke stilling til. Jeg tager blot stilling til, at min onkel blev blid i stedet for hård i sin tro og i sin bedømmelse af andre mennesker efter sit møde med Jesus. Så det, der er sket for ham, har gjort ham til et mere tilfreds menneske, et mere behageligt menneske at være sammen med, hvilket jeg synes er en rigtig god ting. De kristnes reaktion og bagtaleri minder mig lidt om H.C. Andersens ”Kejserens Nye Klæder”, hvor ingen tør sige højt, at de ikke ser det billede, der er blevet fortalt dem, de skal se, hvor ingen tør stille spørgsmål af angst for at lyde dum … Og hvor det at lade som om, er en nødvendig egenskab for at få lov at være en del af fællesskabet. Og det er da bedrageri, der vil noget. At man i et fællesskab tvinger sine medmennesker til ikke at stille spørgsmål.
Jeg er så glad for at have læst ”Hytten”, at jeg er bedøvende ligeglad med, om der er nok så mange bibelcitater, der beviser, at den er ”forkert” – dette er blot et spørgsmål om fortolkning, og biblen bliver fortolket forskelligt hele verden over, så hvem af alle disse fortolkere har ret?. Jeg kan med min bedste vilje ikke se historien som en trussel mod næstekærlighed, så jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der er et behov for at gøre den ”forkert”. Jeg synes den er rigtig – rigtig god, rigtig rørende, rigtig kærlig og rigtig fornuftig. Det gør den ikke sand – men det er heller ikke nødvendigt!
Hej Maria.
Jeg har ikke læst hytten; men med din
glimrende beskrivelse – også omkring dit forhold til livet, vil jeg bestemt læse den bog.
En anden væsentlig grund til at jeg vil læse den, er at Rene’ Vester fraråder det.
Det er en interessant begrundelse Peter giver for at læse bogen, – Marias lange kommentar er udfordrende og vækker lyst til både at læse og forstå for sig selv, men netop også at reagere på de advarende røster, der ikke kan læse en roman eller fiktion uden at se forførelser og falsk lære. Hvis man ikke hviler i sin identitet som et Guds barn, har man hele tiden brug for at hegne sig ind i ens egen forståelse og sfære. Er man imidlertid tryg i sin Gud og i sig selv, så hviler man i Gud og lader sig lede under denne verdens vilkår, idet det er muligt selv at høre hvad Han siger til menigheden gennem både ordet og Ånden.
Daniel og hans tre venner blev uddannet intensivt i Babylons visdom, der indholdt alverdens okkulte ting og sager, uden at han blev besmittet i sind og ånd. Tværtimod blev han et mægtigt Guds redskab. Andre eksempler kunne nævnes, at den troende både kan og skal leve i denne verden, uden at isolere sig bag frygtens mure for at møde falsk lære. Den enkelte troende som kender Jesus som sin hyrde, hører hyrdens røst. Dette er utroligt vigtigt at forstå idag, fordi bl.a. internettet er så fyldt med alverdens selvbestaltede bedømmere af snart sagt alt. Jesus er vejen, sandheden og livet, – søg ham og hans visdom og han vil lade sig finde og lede den enkelte personligt.
Det er en rigtig dejlig fortælling for tænkende og reflekterende mennesker. Jeg er blevet rykket, rørt og stadfæstet i min tro. Den har foreløbig taget et lille årstid at læse. Den går i blodet og mætter som rigtig solid mad gør det..
Hvad synes du egenlig selv, David om fortællingen.
Jeg syntes egentlig jeg i indledningen har givet udtryk for mit synspunkt Carsten – udbyttet eller mangel på samme står i forhold til læserens teologiske, individuelle, intellektuelle udgangspunkt m.v, – det er ikke en teologisk lærerbog, – det er en roman, der kan hjælpe nogle personer videre i deres trosvandring m.v.
Den rører ved noget væsentligt. Anbefales varmt.